Anmeldelse af The Dark Eye: Chains of Satinav

Da jeg besluttede mig for at købe The Dark Eye: Chains of Satinav, var jeg i humør til at spille et godt gammeldags adventure game. Problemet var bare lige at finde et nyere et af slagsen fordi generen har virkede temmelig død over de sidste 10 års tid. Men der findes en del adventure games på Steam, af både mere eller mindre tvivlsom kvalitet, så jeg var ekstra forsigtig da jeg skulle beslutte hvilket spil det skulle være. Men efter 2 dage fik jeg besluttet at det skulle være The Dark Eye: Chains of Satinav.

The Dark Eye: Chains of Satinav

Chains of Satinav Cover
  • Udviker: Daedalic Entertainment
  • Udgiver: Deep Silver
  • År: 2012
  • Type: Adventure
  • Platform: PC | MAC

Anmeldelse

Historien i The Dark Eye: Chains of Satinav

I chains of Satinav spiller man Geron en ung forældreløs knægt som er blevet opfostret af den lokale fuglefanger i Andergast. Alle i byen ser ned på Geron og gør næsten alt hvad de kan for at undgå at komme i nærheden af ham da som barn, var blevet forbandet af en ond Seer.

Sjovt nok så går det hele hverken værre eller bedre end at folk i Andergast begynder at blive plaget af en masse krager og folk bliver fundet død med deres øjne prikket ud. Det er nu op til vores fuglefanger Geron at redde dagen og måske verdenen. Det ville måske være bedre hvis det ikke var sket men så ville der nok ikke være særligt meget eventyr i The Dark Eye: Chains of Satinav.

Jeg er udmærket godt klar over at min måde at beskrive baggrunds historien eller plottet i spillet ikke får det til at virke særligt interessant men det er ganske bevist, for jeg ønsker så vidt som muligt ikke at ødelægge spillets historie eller afslører for meget. Men jeg vil dog afslører at historien tilføje masser af stemning og man føler vitterlig at man er en del af et eventyr.

Lyd, Billeder og Stemning

Den visuelle side af Chains of Satinav er fantastisk. Alle lokationer man kommer rundt virker som om de er hånd tegnede, eller mere præcist de ligner et maleri. Faktisk føles det lidt som om man sidder og spiller en billede bog, Stemingen i de forskellige bagrunds billeder eller lokationer er spot on i forhold til hvor man befinder sig i historien, og de virker både skumle, opgivende og opløftende afhængigt af situationen.

Det hjælpe selvfølgelige med noget musik eller lyd effekter og her syntes jeg faktisk også at chains of Satinav gør det godt, mange er senerne er uden underlægnings musik og det man måske lige kan hører er vinden, der farer gennem de tomme gader i Andergast, blandet sammen med det kniternde lyd af Geron der bevæger sig henover de sne klædte gader. Der er selvfølgeing også noget voice acting og som i de fleste spil svingede kvaliteten af dette noget, men i de store hele syntes jeg det overall lå et pænt stykke over middel.

Alt i alt er der stemning ad libitum i dette spil. Det er lidt svært at komme ind i det i starten men så snart det skumle element bliver intraduceret i spillet begynder det at fange helt vildt. Jeg endte faktisk med at blive helt opslugt og på en halv dag, hvor kone og børn ikke var hjemme fik jeg gennemført 80% af spillet uden at jeg følte at det tog tid. Til denne kommentar vil jeg lige tilføje at det er lidt af en bedrift, da jeg ikke har været så opslugt af et spil siden omkring 2002 cirka hvor jeg tog mig sammen til at spille og gennemføre det første spil i Gothic serien. Jeg kunne simpelthed ikke lade Chains of Satinav være jeg skulle bare se hvad der ville ske når jeg lige have løst den næste puzzle.

Puzzles i Chains of Satinav

Gameplay I chains of Satinav er meget standard for adventure games. Man bevæger sig rundt i forskelig lokationer. som man undersøger og finder ting i, snakker med de folk man møder og evt. løser en lille puzzle eller 2 for at kommer videre i spillet.

De forskellige puzzles man møde passer godt ind i historien, og sværhedsgraden er til at håndtere. Der er et par enkelte hvor løsningen ikke umiddelbart syntes logisk og de kræver lidt af den gammel kendte, prøv sig frem med alt i inventory.  Men jeg syntes det var få tallet og ikke noget der ødelage spil oplevelsen.

Da Chains of Satinav er baseret på The Dark Eye rollespillet som , så vidt som jeg har læst , skulle være det mest populære system i Tyskland, så har spillet også fået introduceret et lille element af magi. Geron kan nemlig en magisk formular som kan ødelægge små ting så som krukker osv. Denne egenskab spille en stor rolle i de fleste puzzles og senere få man også egenskaben til at samle det man har ødelagt igen.

Dette sidste element med denne egenskab er det eneste udover verdenen der evt. kan sammenbindes med spillets The Dark Eye rødder.

Nogen Grund til at komme tilbage

Dette er måske et af de helt store spørgsmål som rigtigt mange går op i. Hvor meget eller hvor mange gang kan man spille et spil og om der er nogen grund til at spille det igen.

Chain of Satinav er som så mange andre adventure games ikke et spil, som man egentligt har behov for at spille igen lige med det samme. Man kommer i alt fald ikke til at opleve nogle nye puzzles hvis man gør det.

Men Der er et par steder i historien hvor man kan tage nogle andre valg og få lidt andre samtaler ud af det med de folk man møder, men det er så vidt som jeg har observeret ikke meget. De andre valg man kan tage ser ikke ud til at kunne ændre på historiens endelige udfald.

Steam udgaven som jeg spillede har dog nogle Steam Achivements som man kan vælge at komme tilbage efter, hvis man ellers forsøger på at få flest mulig af disse gennemført.

Er The Dark Eye: Chains of Satinav værd at købe

Det korte svar er: JA. Men for at få lidt tekst ind i det her review som der sikkeret ikke er nogen der læser alligevel, hvilket egentligt også er ligegyldigt da jeg skriver det for hyggens skyld, så vil jeg sige at historien er godt gennemført, den er fangende, og virker næsten magisk. Grafikken er super flot og man kan mærke mystikken og det skumle helt til det sidste. Så ja det er helt sikkeret et spil der er værd at købe.

Billeder

Video

The Dark Eye: Chains of Satinav Trailer